Interview: Sys Bjerre om sine grimmeste karaktertræk og følelser

Den danske sangerinde Sys Bjerre spiller koncert i Beghuset i Dragør til april – vi fik en snak med hende.

sys bjerre

sys bjerre

Du har nu udgivet fire albums og er vel det, man må kalde en etableret musiker på den danske scene. Hvordan påvirker det din kunstneriske tilgang til musikken?

”Det velsignede ved at have fået lov at blive på scenen i så mange år er, at jeg har fundet en ro og tryghed jeg ikke havde dengang jeg begyndte. Det betyder også, at jeg føler mig, om muligt, endnu mere kreativt ubegrænset end dengang. Jeg er meget heldig, jeg har et publikum, som følger mig og er derfor ikke afhængig af at være øverst på hitlisterne hver uge. Det giver en enorm frihed, rent kunstnerisk”‘

Alle mine fejl’ handler om de karaktertræk, følelser og handlinger, du er allermindst stolt over ved dig selv. Hvilke tre er de værste, synes du?

”Det er et sjovt spørgsmål. ‘Alle mine fejl’ er en sang, jeg troede, at jeg skrev til min kæreste; om han kunne elske mig med alle mine fejl? Men da jeg spillede den for mig selv igen, flere måneder efter at jeg havde skrevet og glemt den, gik det op for mig, at den var til mig selv. Kunne jeg lære at elske mig med alle mine fejl? Det blev temaet for hele pladen, at øve mig i at tilgive mig selv for alt det, jeg synes jeg har gjort, og gør galt. Det er gået overraskende godt, så det er svært at pege på tre ting lige nu, faktisk. Det er skønt”.

 

Vil du prøve at lave om på de værste karaktertræk eller skal de have lov at blomstre endnu mere?

”Hvis der er ting ved din karakter som du ikke er glad for, så synes jeg ikke, du skal tøve med at lave dem om. Særligt ikke, hvis de står i vejen for din egen lykke. Du er den eneste, du er tvunget til at være i rum med resten af dit liv, gør det dog så behageligt som muligt”.

 

Hvilke karaktertræk ved dig selv er du så stolt over?

”Jeg er stolt af mit mod, min gode intuition, min kreativitet og min ukuelige tro på det bedste i alle mennesker, også mig selv”.Hvad kan man forvente til din koncert? Bliver der danset og sunget med, tror du? ”Man kan forvente en hel masse dejlig sang og musik, både fra min, fra bandet og ikke mindst fra korets side. Vi skal synge sammen, forhåbentlig vil publikum også synge med, fællessang er noget af det bedste jeg ved. Derudover vil jeg fortælle historier og sikkert snakke for meget generelt. Det bliver en fest!”.

 

Du har et lokalt kor med fra Dragør – har du prøvet det før og hvad vil det betyde for oplevelsen?

”I skrivende stund har jeg endnu ikke prøvet det endnu, nej. Idéen til en kor-tour (nu bare forkortet “Kour”) opstod under indspilningerne til min seneste plade, hvor jeg havde alle mine veninder med i studiet for at synge kor. Det var så hyggeligt, at jeg ønskede, at jeg kunne tage dem med rundt på hele tourneen. Det var ikke muligt, et rent logistisk helvede, og det ville blive meget dyrt, men så kom jeg i tanke om, hvor mange lokale kor der allerede er rundt omkring i hele Danmark. Det stod klart for mig, at det var en langt bedre, sjovere måde at gøre det på, og jeg gik i gang med at skrive ud til en hel masse korledere. Der var heldigvis mange, som var postive og nu er min Kour-drøm blevet til virkelighed. Der er gået et stort arbejde forud for denne tour, det er mange mennesker, som er involveret lige pludselig, men jeg glæder mig utrolig meget til at møde dem alle sammen og ikke mindst til at synge sammen”.

 

Hvilke karaktertræk vil du hæfte på Amager – både positive og negative?

”Jeg finder Amager meget charmerende. Klaus Rifbjergs Amagerdigte er noget af det smukkeste og mest rammende, der er skrevet om Amager, synes jeg. Han har så meget kærlighed til både det grimme og det smukke, og han ser det smukke i det grimme. Sådan ser jeg også på Amager”.

Du bor i dag i kollektiv. Hvad får du ud af det?

“At bo i kollektiv, på den helt gammeldags måde med fælles madbudget, tøjskab, bil og høns, er noget, jeg har villet så længe jeg kan huske. Det er lykkedes mig at skabe præcis det sted jeg drømte om, sammen med nogle mennesker som er endnu mere inspirerende og vidunderlige end jeg havde turdet tro. Det er så stort, at jeg næsten må nive mig selv i armen hver morgen, når jeg vågner. Måske er jeg en drømmer, men jeg er ikke den eneste, heldigvis. Jeg er en hippie, det indrømmer jeg gerne”.

 

Sys Bjerre spiller koncert i Beghuset i Dragør torsdag den 14. april.  Du kan vinde to billetter til Sys Bjerres koncert i Beghuset den 14. april Du skal blot synes godt om Amager Lokalavis på Facebook for at deltage. Vi trækker lod tirsdag den 29. marts.

Flere nyheder om Underholdning og kultur

Andre nyheder fra amagerlokalavis.dk