Marie vil på slædehundetur gennem Nordens vildeste natur

26-årige Marie Tvarnø er med i afstemningen om at komme med på Fjällräven Polar 2017. Du kan stemme på hende

Marie Tvarnoe 3 NET

26-årige Marie Tvarnø fra Amager kæmper lige nu om at vinde en afstemning, der kan sende hende ud på en 300 km drømmerejse med slædehund gennem den nordlige Norge og Sverige.

Frem til 15. december kan man stemme på Marie Tvarnø. Lige nu er hun nummer to i afstemningen, men hvis hun vinder, så kan hun sætte et kæmpe kryds i kalenderen i starten af april 2017. Danmark er nemlig et af 12 lande, der har to deltagere, når Fjällräven Polar 2017 løber af stablen den 3.-8. april næste år.

Turen går gennem Signaldalen i Norge med sneklædte bjerge på alle sider. Den slutter i Sverige efter fem dage, hvor deltagere og slædehunde skal klare sig under åben himmel i noget af Skandinaviens vildeste natur.

Marie Tvarnoe 4 NET

Vild med natur og sne

Marie Tvarnø læser ernæring og sundhed på Professionshøjskolen Metropol, og hun har studiejob på Folketeatret. Men når hun kan se sit snit til det, tager hun ud i naturen. Hun dyrker masser af motion og syv-ti uger er hun i snebæltet for at arbejde som skiinstruktør. Siden hun var barn, har Marie Tvarnø været fascineret af hundeslæder, så derfor var det oplagt at gå efter at komme med på Fjällräven Polar.

Hun appellerer derfor til alle amagerkanere, der har lyst, om at stemme på hende på polar.fjallraven.com/. Da disse linjer blev skrevet torsdag, havde Marie 1944 stemmer. Det var ca. 450 stemmer færre, end den dansker, der lige nu fører den danske del af afstemningen.

Opvokset på Amager

Marie er opvokset i kvarteret omkring Lergravsparken, og begge hendes forældre er fra Amager. Hun gik på Tårnby Gymnasium og bor nu i Bremensgade. Hun har allerede fået støtte fra mange lokale, og det luner:

”At mærke, at lokalsamfundet støtter op omkring min drøm giver en kæmpe fællesskabsfølelse, som man måske nogen gange glemmer. Denne følelse gør, at man ikke “bare” er Københavner, men at man føler sig som en del af noget – man føler sig som Ama’rkaner,” skriver Marie Tvarnø til avisen.

Foruden vinderen af afstemningen, udvælger en jury endnu én deltager fra hvert land.

Læs mere om Marie Tvarnø på Fjällräven Polar.

Flere nyheder om Fritid

Andre nyheder fra amagerlokalavis.dk