Bryan Rice: “Støt byens små scener, så de kan bestå”

MIG & KULTUREN: Bryan Rice, har efter snart 12 år på den danske musikscene udgivet 5 albums og givet utallige koncerter i ind- og udland. En ny EP med en ny lyd, nye ideer og metoder er på vej og samtidig udgiver han en single i Asien med den kinesiske sangerinde Jeno Liu.

Bryan Rice

Min seneste lokale kulturoplevelse:

Det var på Kulturhuset Islands Brygge, hvor jeg så Fenger//Nordstrøm sammen med mine venner. Kanon oplevelse! Søs’ legendariske stemme og sange blandet med Nordstrøms elektroppede univers er lige noget for mig. Og så er KIB bare et fantastisk sted både at optræde og se koncerter.

Min næste kulturoplevelse:

Jeg har netop været inde på Teateret Plays hjemmeside for at se, hvad de har på programmet. Jeg kan huske da de lå på Bryggen, og nu bor jeg selv ude ved Amager Strand, hvor de er flyttet ud, så der skal jeg se et live rollespil, der hedder “#isidderpåenkro” til februar. Det er vigtigt at støtte de små scener rundt omkring i byen, så de kan bestå, og jeg ved, at folkene bag Play er super seje og meget ambitiøse. Ikke mindst har de brug for os for at overleve, men faktisk er det tit også der de helt særlige oplevelser gemmer sig… Prøv det!

Mit lokale yndlingssted:

Det må være Kulturhuset Islands Brygge. Gode arrangementer, gode oplevelser, god mad og god stemning. Har spillet der tre gange efterhånden og haft helt enestående udsolgte koncerter hver gang. Optur!

Det lytter jeg til lige nu:

Jeg hører meget mine egne demoer lige for tiden, da jeg er i gang med at færdigproducere et nyt album, og ellers er det Zayn eller John Legends helt nye album.

Det læser jeg for tiden:

Jeg læser “Helens bog til Far” af den grund, at jeg blev far til en lille pige sammen med min kæreste og en veninde for snart 7 måneder siden. Sundhedsplejersken Helen (www.netsundhedsplejerske.dk) er den eneste, synes jeg, der ikke skriver til far som var han lidt overflødig og ubevendt.

Det ser jeg for tiden:

Jeg ser meget Netflix, da vi ikke har flow TV. Jeg kan godt lide at vælge selv :-) Så lige nu er det den portugisiske serie “3%” og så Frödins nye “Grethe”, som jeg elsker højt!

En kulturanbefaling:

Prøv at give Kofoeds Skole et besøg en dag. Jeg var derinde til et møde forleden og blev helt bjergtaget af al den kunst! Ikke mindst møder man Huskmitnavn på væggene udenfor, men indenfor har fx hele trappeopgangen og hallen gigantiske, originale malerier af Heerup og Scherfig. Det er nærmest som at træde ind i et hengemt kunstmuseum. Og så støt lige skolen, når I er der! Fantastisk sted, der omfavner dem der ikke er plads til andre steder.

Flere nyheder om Underholdning og kultur

Andre nyheder fra amagerlokalavis.dk