Kronprinsesse Mary og den belgiske dronning gæstede Amager Fælled Skole

Kronprinsesse Mary og Dronning Mathilde af Belgien på Amager Fælled Skole for at høre om deres arbejde med at skabe en mobbefri skole

amager fælled skole 024

Der var yderst fornemt besøg på Amager Fælled Skole forleden. Kronprinsesse Mary og Dronning Mathilde af Belgien gæstede skolen, som i tre år har arbejdet med Mary Fondens projekt, Fri for mobberi.
Der er stor international interesse for projektet, blandt andet fra Belgien, hvor det er en mulighed, at den belgiske dronning kan stå i spidsen for projektet, lige som Mary gør det herhjemme. Derfor var det oplagt at hun kom på besøg på en skole, der arbejder med Mary Fondens materiale, for at få lidt inspiration og se, hvordan skolens personale arbejder i praksis.

amager fælled skole 018
De royale gæster ankom kl. 10.30, hvor de blev modtaget i skolegården af jublende 0. klasser. Skoleleder Torben Bo Højman Jensen bød velkommen og forklarede på engelsk om skolens arbejde mod mobning:
”Et godt sted at være, er et godt sted at lære. Det er vores motto. Og her på skolen, er disse to ting tæt forbundne. Vi mener, at vi skal forebygge problemerne i stedet for at løse dem, når de opstår. Derfor forsøger vi aktivt at ændre børnenes idé om, at mobning er noget, der kun involverer mobberen og offeret, til noget, som involverer alle,” sagde Torben Bo Højman Jensen.
Hans ord blev fulgt op af skolens kor, som på smukkeste vis sang Carole Kings ’You’ve got af Friend’.
Som afslutning på arrangementet besøgte kronprinsessen og dronningen en 0. klasse for at se, hvordan skolen arbejder med antimobbe-projektet i praksis.
Efter en halv times tid sluttede besøget og de to royale gæster blev fulgt til bilerne af 0. klasserne, som vinkede ivrigt til dem fra skolegården. /trol

 

Flere nyheder om Skole og uddannelse

Andre nyheder fra amagerlokalavis.dk