Ny direktør på Den Blå Planet

Bjarne Klausen skal fra oktober 2017 stå i spidsen for Nordeuropas største akvarium

Bjarne Clausen Den Blå Planet NV

51-årige Bjarne Klausen skal fra oktober 2017 stå i spidsen for Den Blå Planet, Nordeuropas største akvarium. Han kommer fra en stilling som direktør i Kattegatcentret i Grenå og afløser Dorthe Gleie, der skifter til en stilling som adm. direktør for restaurantkæden Jensens Bøfhus.
Bjarne Klausen er uddannet biolog, har en MBA i ledelse og har i sin karriere opbygget en stærk ledelseserfaring. Han har tidligere bl.a. været vicedirektør i Odense Zoo og siden 2013 direktør i Kattegatcentret.
Han har solid erfaring med udstillinger og zoofaglig formidling, har stået i spidsen for at opbygge attraktioner og skabt opmærksomhed og øget besøgstallet. Han er også formand i DAZA – foreningen af danske zoologiske haver og akvarier, der arbejder for etiske dyrehold, forskning og bevaring.
“Den Blå Planet har etableret sig som en af Danmarks bedste kulturinstitutioner, og der er et kæmpe potentiale i at gøre det endnu bedre og tiltrække endnu flere gæster. Livet i vand er fantastisk og fascinerende. Tag bare et havdyr som blæksprutten – et dyr med kognitive evner, der overgår al fantasi: En snegl, der kan tænke! Jeg glæder meget til at bidrage til Den Blå Planets vigtige rolle med at fortælle om havets forunderlige liv og ikke mindst samarbejde med alle ansatte,” siger Bjarne Klausen.
Bjarne Klausen, der privat bor på Fyn med sin kæreste, har to børn og to bonusbørn.
Han tiltræder som administrerende direktør på Den Blå Planet den 1. oktober 2017.

Flere nyheder om Underholdning og kultur

Andre nyheder fra amagerlokalavis.dk